fredag den 24. maj 2013

1000 ER bare et flot rundt tal


Som I kunne læse af gårsdagens indlæg, så er vi meget store fans af mad. Af samme årsag tænker vi jo også (langt hen ad vejen) over hvad vi putter i munden og hvor meget. Jeg indrømmer gerne min store passion for indtagelse af fisk – og her er der faktisk frit valg på alle hylder. Til min store (mad)glæde er der dejligt mange inspirerende opskrifter, så aftensmaden bliver der set frem til med stor fornøjelse. Blot til info, så elsker jeg selv at lave mad til Mette & bonusbørnene ud fra de opskrifter der er i bøgerne, da de ser både lækre og appetitlige ud og samtidig smager fremragende – og kan spises med god samvittighed.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har været vidt omkring i min søgen efter den rette struktur for motivation. Holdtræning er klart en af måderne jeg bliver motiveret på – af RIGTIG mange årsager…! Synergi-effekten, samhørigheden, stemningen og dét at komme sammen i mål. Når jeg selvtræner kræver det helt naturligt andre motivationsfaktorer, hvorfor jeg gennemgik de aspekter af holdtræningen der kunne sidestilles med træning på egen hånd. Af de ting jeg fandt, var der særligt én der strålede ekstra tydeligt; 

Dét at komme i mål…!



Lynhurtigt gennemgik jeg S.M.A.R.T og eftersom jeg stadig lidt i smug laver mine egne spinningprogrammer (lidt nørderi skal der være plads til) ved jeg jo, at jeg på de 55 minutter det varer forbrænder mellem 800 – 900 kcal, så det var for mig meget nærliggende at vælge 1000 kcal som mit Specifikke mål. I samme åndedrag er dette også ret så Målbart, ligesom det for mig på mange niveauer er ret så Attraktivt. Eftersom det ”blot” tager 55 minutter at forbrænde 800 – 900 kcal, var det bestemt både Realistisk og Tidsbestemt, så den var på plads. Nu hvor jeg har et mål at ”konkurrere” med mig selv om, så er det bare dét lettere og klart mere motiverende, både at komme afsted og give den én over nakken, samt efterfølgende nyde den tilfredsstillende følelse af både en gennemtrænet krop og den gode samvittighed.

Jeg ved der findes rigtig mange måder at lade sig motivere på og min anbefaling til dig er, at finde det der gør det for dig…! Hvis du – ligesom jeg – bliver motiveret af antal kcal, så er det bare på med pulsuret og giv den gas. 

Du kan jo fx træne indtil du rammer X antal kcal og gennemgå din S.M.A.R.T ud fra resultatet. Hvis du kører på tid, så lad dit mulige tidsinterval være målet, fx at træne i 45 min. Hvis det er antal øvelser og / eller gentagelser, så lad dét være din målsætning.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar