tirsdag den 14. maj 2013

S.M.A.R.T



Tilfredsstillelsen af at sætte sig noget for, lave en gameplan, følge den, løbende justere og tilpasse den, mærke fremgangen for til sidst at nå i mål er i alle henseender fabulous (Gustav fra ”Singleliv” kører i baggrunden og jeg lod mig vist inspirere). For nogle er det helt naturligt at sætte sig et mål og nå det. For andre er det en udfordring i sig selv blot at identificere hvad man mere præcist ønsker sig. 

Som værende certificeret Life Coach med speciale indenfor blandt andet motivations – og målsætningsstrategier og N.L.P. terapeut med speciale i bevidst / ubevidst kommunikation og værdifastsættelse – og identifikation, har jeg tit oplevet, at ALLE har en strategi for succes som de bruger når de kommer i mål, men ikke alle ved hvordan den ser ud. Derfor får I nu ét af de redskaber jeg selv benytter mig af, når jeg ønsker at komme fra A-B; S.M.A.R.T

S-specifikt
Når du sætter dig et mål, så gør det så specifikt som muligt. En målsætning der hedder; ”Jeg vil bare gerne tabe mig lidt hist og her” eller ”Jeg vil bare gerne være i lidt bedre form” er ofte svære for én selv at måle effekten af. Vage formuleringer giver oftest også vage resultater. Derfor kan du med fordel gøre dig klart hvad det er du ønsker dig og formulere dig så konkret som overhovedet muligt.

M-målbart
I forlængelse af Specifikt kommer Målbart. Når du klart og tydeligt har defineret din målsætning kan du også meget bedre måle effekten af dit arbejde. For vores vedkommende er det virkelig motiverende at kunne følge resultaterne løbende i processen. Glæden ved undervejs at kunne mærke og måle fremgangen fungerer oftest som ekstra brændstof. Derfor vil vi helt sikkert også anbefale delmål.

A-attraktivt
Der findes uanede mængder af mål. Det vigtigste er ikke nødvendigvis at sætte sig det vildeste og mest sindssyge mål, men derimod at sætte sig et mål der passer til dig om du bliver glad for at opnå. Hvis du sidder mig en Mrs.Fitness eller Mr.Fitness i maven, så er dét din målsætning, men der er op til dig at definere din egen målsætning og sørge for, at den er attraktiv for dig.

R-realistisk
I skarp forlængelse af Attraktivt kommer Realistisk. Lige så fantastisk det er at opnå sit mål, ligeså æv kan det føles ikke at gøre det, så hvis man har børn og fuldtidsarbejde er en målsætning om træning 3 timer dagligt nok ikke det heeelt rigtige. Derfor er det bare en god idé at fastsætte et Specifikt og Attraktivt mål der samtidig er Realistisk og tilgodeser alle aspekter af din hverdag.

T-tidsbestemt
Forestil dig at du holder en fest med dertilhørende mad. Du står for både indkøb af ingredienser og madlavning. Du skriver i invitationen, at gæsterne bare kan komme fra kl. 18:00 og fremad. Hvordan vil du vide hvor meget mad der skal købes og laves og hvilket tidspunkt det skal være klart…!?! Giv dig selv det bedste udgangspunkt og giv dig selv en deadline – både på dine delmål og det endelige mål.


S.M.A.R.T. version 2.0
Der findes en version 2.0 af S.M.A.R.T. med en ekstra (i manges øjne ret så relevant) tilføjelse. Når man ændrer retning i livets båd, sker der oftest krusninger på vandet, som andre kan have svært ved at forholde sig til. Man har oftest en ”rolle” i sin familie, i sin kollegakreds, i sin vennekreds – og reaktionerne fra omverdenen kan variere virkelig meget. Nogen vil reagere positivt og støttende mens andre vil reagere med skepsis og vantro. 

Det er derfor EKSTRA VIGTIGT at du har gennemgået S.M.A.R.T. og har gjort op med dig, at DET ER DÉT DU GØR…! Der findes væk-fra-motivation og der findes hen-imod-motivation. Væk-fra-motivation er når du fokuserer på der hvor du ikke vil hen, fx ”Jeg vil i hvert fald ikke være tyk”. Hen-imod-motivation er når du fokuserer på der hvor du gerne vil hen, fx ”Jeg vil rigtig gerne være slank”. Formulér dig positivt og i positive vendinger – både når du fastsætter mål i din træning og mål i din hverdag. 

En lille ekstraopgave til dig der har modet; Hver gang du siger en sætning med ordet ”IKKE” er din opgave, at omformulere sætningen, så den har samme betydning bare uden negationen, fx ”Du må IKKE være oppe til længere end kl. 21:00” omformuleres til ”Du må gerne være oppe helt til kl. 21:00



S.M.A.R.T.Ø.F
Ø-økologi
Dette henviser til din omverden og dem der er i den – både tæt på og periferisk. Som nævnt er det ikke alle der enten forstår eller forstår at tackle din – for dem – nye livsstil og desværre har de det med at reagere (. . .) skal vi sige uhensigtsmæssigt. Det gode ved det er, at når du er HELT SIKKER helt ind i hjertet på, at du er på den for dig rette vej, så er det bare ”eyes on the prize”.

F-formulér positivt
Min moar har altid lært mig, at man skal tale pænt til og om andre. Jeg har erfaret, at man også skal tale pænt om og især til sig selv. Ros dig selv når muligheden byder sig – og det gør den heldigvis hele tiden. Husk på; Din hjerne siger stop lææænge før din krop, så hvis din hjerne begynder at tale knapt så pænt til dig, så slå den fra og føl glæden ved at blive ved. Ud af din ”safezone" og giv den 100% gas…!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar