onsdag den 4. december 2013

Forandring fryder

Du kommer (desværre) ikke uden om det: Din krop forandrer sig, jo ældre du bliver. Men du kan minimere forandringerne, hvis du spiser og træner smart. Se her, hvordan du kan gøre, når du er i 20’erne, 30’erne og 40’erne.
20+ DU VIL DET HELE 
Det kan godt være, der er ting ved dit udseende, du er utilfreds med − men du er heldigere, end du aner. I 20’erne går det nemlig stadig op ad bakke. Hormonerne, som booster både frugtbarhed, skønhed og energi, når deres maksimum i 20’erne.

Det betyder, at dit stofskifte er maksimalt, din cellefornyelse foregår i et højt tempo, og dine knogler og dine muskler har stadig let ved at blive styrket – ja, du taber dig endda lettere.
Sund livsstil
For mange i 20’erne er motion et spørgsmål om enten-eller: Enten træner du stort set ikke, eller også træner du (for) meget. Eller også skifter du mellem de to yderpunkter, så du i perioder lever meget sundt og i perioder skejer ud. Men kroppen er et vanedyr, som trives bedst med rutiner, både hvad kosten og motionen angår, så jo før du kan finde nogle faste træningsdage og kostvaner, jo nemmere får du ved at holde vægten. De helt store fordele ved 20’erne er dog, at det er lettere at tabe sig, og at træningsresultaterne viser sig lynhurtigt. Så hvis du tager dig sammen og får trænet, vil du hurtigt krympe en buksestørrelse.

30+ DU HAR IKKE TID
For de fleste er det i 30’erne, realismen gør sit indtog. Du ved godt, at du ikke vågner op i morgen, og pludselig har fået Helena Christensens krop. Vejede du fem kilo for meget i går, gør du det garanteret også i dag. Sagt på en anden måde: Du kender din krops fordele og ulemper − og du er indstillet på at hjælpe naturen lidt på vej med lødige kost- og motionsvaner.

Måske kan du mærke, at dit stofskifte ikke er lige så hurtigttikkende som tidligere. Måske har et par børnefødsler hjulpet til på din „realistiske” sans og givet dig nogle ekstra kilo at kæmpe med.
Sund livsstil
Du skal være målrettet og koncentreret, når du træner. For mange i 30’erne er tiden knap. Derfor gælder det om at vælge motion, som helst på rekordtid kan give dig den krop, alt tøj hænger godt på. Flotte, tonede arme til tanktops, slanke ben til korte shorts og en flad mave.

Vejen til effektiv træning, hvor hvert minut giver mest muligt udbytte, hedder ofte H.I.I.T, funktionel, boksning, poweryoga og intervaltræning af enhver art. Du skal have pulsen op og sikre dig en ordentlig efterforbrænding. Altså skal du træne både dine muskler og din kondition benhårdt.
40+ DU TAGER LETTERE PÅ
Det er tarveligt. Selv om du løber lige så langt og spiser lige så sundt, som du gjorde for ti år siden, så virker det ikke nær så godt. Du tager lettere på, og din form blomstrer ikke på to træningsseancer. Forklaringen er den, vi hader at høre: Organismen bliver ældre, og det sætter sin spor.

Men i stedet for at klynke over det, så drej på alle tænkelige knapper for sætte ældningstempoet ned. Første knap er din vægt: Gør noget ved din overvægt nu − og nyd, hvor veldrejet og stærk du kan se ud. Det er da 10 gange bedre at være fabelagtig som fyrreårig end „bare” at være ung! 40+ du tager lettere på
Sund livsstil
Motionen skal primært sørge for én ting, nemlig at forhindre dit stofskifte i at falde (det gør det naturligt omkring 40-års alderen, fordi kroppen mister muskelmasse). Det vil sige, at styrketræning skal være din basismotion fra nu af. Ved at træne med tunge vægte øger du din muskelmasse mest, men bare rolig, du kommer ikke til at ligne Schwarzenegger − det kræver testosteron i mængder, kvinder aldrig kommer i nærheden af naturligt, dvs. uden doping.

En kombination af den rigtige kost (ikke for mange kalorier) og konditionstræning, gerne lange gåture, løb eller cykling, sikrer, at du ikke bliver pumpet at se på. Kvinder, der klager over, at de bliver store af styrketræning, har ofte for meget fedt uden på musklerne. Kosmetisk vil du måske nok stræbe efter en fedtprocent på 22-23 pct., men fedtprocenten er først kritisk, når du kommer over 25 pct. Fem-seks timers motion ugentlig vil gavne din krop og psyke og forebygge diabetes 2, brystkræft og mave-tarmkræft.

Der findes et amerikansk træningsslogan, der hedder: „If you want to bench more, bench more”. Frit oversat betyder det bare, at du skal være målrettet i din træning, dvs. hvis du gerne vil løbe hurtigere, så løb hurtigere nu. Hvis du gerne vil løbe længere, så løb længere. Og hvis du gerne vil have muskler, der øger din forbrænding og former din krop, så træn dine muskler.

Er der en morale i hele dette indlæg? Ja, det skulle da lige være; Træning er sundt og kan med fordel prioriteres på højde med mad, søvn og diverse toiletbesøg…!

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar