onsdag den 26. juni 2013

Test dig selv. Tricket er at finde lige præcis DEN træning der virker for dig – pt. 6

Er jeg egentlig til holdtræning eller individuel træning? Virker jeg bedst som frontløber eller medløber?

Gennem i alt 7 indlæg får du muligheden for at finde dig selv – og forhåbentlig smile lidt til dit ”bedre jeg”, når du kan spejle dig selv i én eller flere persontyper.


TYPE 6; ”Skeptikeren”
Som ”Skeptiker” er du meget ofte et skarpsindigt og loyalt menneske, der som udgangspunkt opvejer alt der sker og alt du gør for og imod. (I bedste Cost / Benefit stil – eller på godt dansk ”Kan det svare sig”) ”Skeptikeren” fokuserer på det der kan gå galt for på den måde at sikre sig mod det, for som hovedregel kan alt jo gå galt og alt går galt til det modsatte er bevist. Nødplaner og backup-planer er helt naturligt for ”Skeptikeren” og er kendetegnet ved som oftest at have både paraply og gummistøvler med på stranden en skyfri solskinsdag – hvis nu…

”Skeptikeren” har en – ofte for andre – irriterende tendens til at modargumentere alt hvad alle andre siger, blot for at skabe ligevægt / modvægt og selvfølgelig for at sikre sig, at folk har tænkt over, at det naturligvis kan gå galt og nok også gør det. ”Skeptikeren” er en sand mester udi den ædle kunst af ironi og selvironi og humoren kan opfattes en anelse tør. ”Skeptikeren” er en glimrende analytiker og andre kan godt glemme alt om skjulte dagsordner, for de bliver spottet med det samme. Det paradoksale ved 

”Skeptikeren” er, at når du er presset bliver du super aktiv og når en masse, men har samtidig følelsen af at være sjusket – for er det nu gjort godt nok…

5 tegn på, at du er ”Skeptikeren”
- Du gennemanalyserer alt før du tager en beslutning.
- Du evner at se tingene fra mange forskellige vinkler.
- Du har et sjovt forhold til autoriteter; Enten respekterer du dem eller også gør du oprør mod dem.
- Du bliver ét med opgaven.
- Du har det godt med – hvad du selv kalder – sund skepsis.

Træningsformer for ”Skeptikeren”
Løb (gerne med pulsur og gerne med indbygget GPS, selvom man jo aldrig helt ved om et pulsur passer, for det kender dig jo ikke…), holdtræning (men gerne med en undskyldning parat for at gå, hvis nu… prøv gerne ALLE instruktørerne i dit center, for ellers ved man jo ikke…), styrketræning (gerne med råd og vejledning fra en Personlig Træner, der meget gerne må være af typen ”Udretter”, så du ved at du hele tiden er på vej i mål)


En lille gratis udfordring. Prøv at leve efter tanken; Når du udfører en opgave bliver det enten PERFEKT eller SJOVT…


Ingen kommentarer:

Send en kommentar