torsdag den 4. juli 2013

SÅ kører vi (stille og roligt) igen…!

Det var med en god og naturlig portion sommerfugle i maven, at jeg mandag d. 01-07-13 genoptog rollen som fitnessinstruktør. Jeg vil slet ikke fortælle Jer hvor lang tid jeg har brugt på at nørde det ”perfekte” program sammen – og selv på dagen var der et par småting jeg mente kunne optimeres. 4 var tilmeldt til min time – 9 mødte op. God start. Det kan virke som relativt få – og det er det måske også. I min optik er det helt godkendt. Nuvel; Der er langt op til de 60 i salen og 40 på venteliste som jeg tidligere har været vant til, så med tanke på, at der ikke er gjort reklame for det hverken internt i centret eller eksternt på hjemmesiden – og jeg selv efter eget valg er gået lidt stille med dørene omkring det – så tog de mig 3 år om at opbygge det jeg havde i Fitness World, hvorfor jeg forventer det samme i FitnessDk, så altså; God start.

Lidt over 1 års undervisningpause er det blevet til. Hvorfor så lang tid og hvorfor nu…?! 1 års pause kan virke som lang tid, men i virkeligheden er tiden fløjet afsted. Jeg har haft poterne dybt begravet i iværksætterhonningkrukken og fokuseret 110% på det og blot holdt mig i nogenlunde form til når mit eget center en dag slog dørene op. Denne drøm lever naturligvis stadig (man er vel en drømmer).


Mette og jeg meldte os jo ind i FitnessDk, da vi jo elsker holdtræning og de udbyder nogle af vores yndlingshold (BodyCombat, Spinning og Funktionel). Jeg oplevede jo med det samme den holdånd og det naturlige fællesskab der er instruktørerne imellem og når man en gang selv har været i det og nydt følelsen, så trak det mere og mere i den latente instruktør for at komme til overfladen og sparke biiip.


Kombinationen af, at slippe iværksættergashåndtaget lidt efter godt 1 år og oplevelsen af igen at være blandt ligesindede gjorde at jeg følte mig klar igen. Derfor blev Thomas (centerlederen) og jeg enige om, at starte stille og roligt op og vi fandt et par ledige pladser i holdplanen;

Mandag kl. 16:00 – 17:00; Stram Op
Onsdag kl. 19:00 – 20:00; Cykling Øvet
Fredag kl. 16:00 – 17:00; Stram Op

2 af deltagerne valgte at udtrykke deres tilfredshed efter timen, så mange tak til Jer 2 (håber I læser dette). Spørgsmålet er jo også; Hvordan måler man egentlig succes som instruktør…?! Jeg har altid haft det sådan, at når folk kommer igen for 4. gang, så har det været en succes. De 3 første gange bruger man som ofte på at vænne sig til den nye instruktør, dennes måde at undervise på, dennes måde at sammensætte timen og dennes måde at kommunikere på. Dette er parametre deltagerne bevidst eller ubevidst trækker instruktøren igennem og så er dommen ret simpel; Hvis man som instruktør lever op til disse kriterier efter første besøg, så får man et forsøg mere, blot for som medlem at se, om det bare var held eller om det faktisk forholder sig sådan. Dette gentager sig 2. gang man kommer til timen og når man til 3. gang er det afgørelsens time…! Medlemmet skal nu gøre op med sig selv; ”Er dette min kommende instruktør eller skal jeg gå tilbage til det jeg kender…!” Derfor kan jeg slet ikke udtrykke nok glæde over, at jeg i min tid i Fitness World har registreret over 150.000 deltagere på mine hold gennem mine 3 år. Med tanke på, at der helt sikkert ikke er 150.000 medlemmer i FW, så må mange af dem have været gengangere og det er jeg stolt af…!


Jeg håber vi ses til træning á la Mickey Oliver style…! 

2 kommentarer:

  1. Cool at du er tilbage i instruktør-rollen i et fitness center. Jeg syntes dine spinningtimer i fw var fantastiske og savner dem stadig. Det er svært at finde "sine" helt rigtige instruktør. Måske jeg burde vende tilbage til fdk :-) god sommer og tak for god inspirerede blog :-)

    SvarSlet
  2. Hvilket fitness DK center er du Instruktør i?

    SvarSlet